Brug rygestop-app, og få hjælp til rygestop

Der findes mange i Danmark, som ryger, og også mange, som ønsker at stoppe med at ryge. Et rygestop kan dog være en stor opgave, som kræver hjælp fra professionelle. Derfor kan det være en god idé at gøre brug af rygestop-app’en e-kvit, hvor man kan få råd og hjælp fra professionelle til sit rygestop. Det viser sig nemlig, at langt de fleste rygere enten ønsker eller har tænkt over at stoppe med at ryge.

Med rygestop-app’en kan man få hjælp og rådgivning døgnet rundt i form af alt fra videoer til sms’er og e-mails. Denne app er hovedsageligt henvendt til voksne rygere. Derudover finder man også app’en XHALE, som henvender sig til unge rygere, der ønsker enten at stoppe eller skære ned på deres cigaretforbrug.

Der findes altså en række tiltag, som man kan benytte sig af, hvis man ønsker at stoppe med at ryge. Det gælder, uanset om man ønsker at undgå sygdomme, komme i bedre form eller bare slippe af med sin afhængighed.

Hvad er rygestop-app’en?

Hvis man ønsker hjælp til at starte eller gennemføre et rygestop, kan man med fordel gøre brug af rygestop-app’en e-kvit, der er udviklet i et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Danmarks Apotekerforening og Københavns Kommune. Med e-kvit har man altså et hold af kompetente og erfarne partnere i ryggen, hvilket har resulteret i en app med fokus på information som et afgørende led i at overkomme rygevaner.

Med e-kvit får man adgang til en lang række forskellige beskeder, øvelser og videoer, der tilpasses den enkelte brugers forløb og behov. Det kan være en fordel, hvis man ønsker et varigt rygestop, fordi man med app’en bliver mødt på sine egne præmisser. Derudover har man med app’en altid hjælpen lige ved hånden, og det kan være en fordel, når rygetrangen pludselig melder sig.

Hvorfor kan det være svært at stoppe med at ryge?

Et rygestop kan være svært af mange grunde. For nogle er rygning forbundet med komfort og tryghed, mens rygning for andre hænger tæt sammen med socialt samvær. Derudover er rygning selvfølgelig forbundet med afhængighed, og det kan være særdeles svært at bryde denne afhængighed. Faktisk så svært, at det kun er 4 % af alle rygere, der lykkes med et rygestop på egen hånd, hvis de prøver at tage en såkaldt ”kold tyrker” – altså at stoppe fra den ene dag til den anden uden brug af hjælpemidler.

Rygestoppet er netop så svært, som det er, fordi man gennem sin tid som ryger langsomt har vænnet kroppen til at få tilført store mængder nikotin. Det skaber en afhængighed, som kan komme til udtryk som abstinenser, hvis man forsøger at stoppe med at ryge. Abstinenserne kan blandt andet vise sig som humørsvingninger, rastløshed eller fysisk ubehag.

Hvordan kan en app hjælpe?

Ved et rygestop gælder det om at trække på gode hjælpemidler for at lykkes. Derfor kan det være en god idé at gøre brug af en app som e-kvit. Det har nemlig vist sig, at ens chancer for at lykkes med et rygestop øges markant, hvis man sørger for at få professionel hjælp, som den man får via app’en.

Mange gør brug af for eksempel e-cigaretter eller nikotinposer i deres rygestop, da disse produkter ikke indeholder tobak og tobaksrøg. Men disse forsøg på at finde alternative løsninger kan faktisk være med til at fastholde rygere i deres rygevaner. Rygning handler nemlig for mange lige så meget om det sociale og psykologiske aspekt som om selve handlingen.

I stedet forsøger e-kvit-app’en at hjælpe og motivere ved eksempelvis at illustrere, hvor mange penge man kan spare, hvis man ikke ryger. Man får også adgang til viden om, hvad der sker med kroppen, når man stopper med at ryge. Derudover får man adgang til udfordringer og øvelser, som er designet til at styrke ens vilje i rygestoppet.

Hvor mange ryger i Danmark og hvorfor?

Rygestop-app’en e-kvit er blevet populær de senere år, i takt med at der er kommet et øget fokus på den sundhedsrisiko, rygning udgør. Dette fokus er til dels blevet skabt ved hjælp af forskellige informationskampagner og er desuden vundet frem på grund af strammere lovgivning på området.

Der er i dag langt færre rygere i Danmark end på noget andet tidspunkt i historien, selvom der stadig er op mod 22 % af befolkningen, som ryger. De fleste rygere er normale rygere, og så er der også en substantiel del, som udgør det, man kalder festrygere og storrygere.

En festryger er en ryger, som ryger mindre end 10 cigaretter per dag, ikke ryger dagligt og ofte ryger i forbindelse med, at der bliver drukket alkohol. De fleste rygere er faktisk startet som festrygere eller socialrygere, som det også bliver kaldt. Det kan eksempelvis skyldes, at man til en fest har været i selskab med mange andre rygere og derfor har følt sig fristet til – eller endda presset til – selv at prøve at ryge.

En storryger er derimod en ryger, som ryger mere end 15 cigaretter om dagen. Dette forbrug kan have store konsekvenser for helbredet og kan være med til at øge risikoen for en række forskellige sygdomme.

Hvilke tilbud kan man ellers gøre brug af?

Rygestop-app’en e-kvit er et godt redskab at have i sin værktøjskasse, hvis man ønsker at stoppe med at ryge, men app’en er henvendt til voksne mennesker. Er man mellem 16 og 25 år, og ønsker man at stoppe med at ryge, kan man i stedet med fordel tage et kig på rygestop-app’en XHALE, som ligeledes hjælper og guider til et permanent rygestop. App’en er gratis at hente og byder på et væld af viden, øvelser og udfordringer samt opmuntrende videoer.

Derudover kan man også gøre brug af Stoplinien, som Sundhedsstyrelsen har været med til at skabe. Det er en anonym hjemmeside, hvor man kan søge information om rygning og rygestop, og hvor man desuden kan finde links til andre ressourcer, man kunne få brug for, når man forsøger sig med et rygestop. Her kan man desuden få telefonisk hjælp og rådgivning, og så kan man selvfølgelig også finde det nærmeste rygestopkursus.

  • Opret konto

Indtast oplysninger

Har du allerende en konto?

Log ind Gendan kodeord